Relapse

Fuck. 11 dage, så gik den sgu ikke længere.

LOL. JEG KAN IKKE DIGTE

Vi har sådan en skoleopgave for, hvor man må lave sådan lidt hvad man har lyst til. Jeg skriver en sang, en er mega lost. Jeg er muligvis den værste lyriker i verdenshistorien. Virkelig. Jeg tror jeg ønsker mig en rimeordbog til jul. Eller måske to. Så kan jeg sende den ene til Medina.
Nogle gange flyder ordene ligesom bare, men så flige nu, så er der ligesom sådan lidt blokade. Mit problem er ligesom, at jeg kan ikke skrive om selvmord, selvskade eller andet shit, for jeg skal jo opføre den for min klasse. Det kinda sucks faktisk (fuck korrekthed).
Nå, nok om min lortesang. Jeg føler ligesom at jeg burde undskylde for ikke at have skrevet i nogen tid, men så gik det op for mig. Den grusomme sandhed gik op for mig.... NOBODY CARES! Seriøst, jeg har fire faste læsere, og jeg føler ligesom ikke at jeg kommer videre med den her blog. Lidt motivation kunne sku være rart.

Kæft det her indlæg var lort.

- Miiiiiig

SCROLL BITCH, SCROLL

Sometimes (TW)

Nu sidder jeg så her igen, og lægger blyanten fra mig. Det er vel efterhånden meget papir jeg har brugt på det her pis. Jeg tegner ikke, for det kan jeg ikke. Jeg laver min egen form for kruseduller. Jeg skriver det brev som jeg har startet forfra på gang på gang. Dag på dag. Mit helt eget selvmordsbrev. Hvordan skal man lige formulere det, så det ikke sårer? Det er ikke nogens skyld, at jeg har det som jeg har det. Jeg er bare mentalt fucked. Min saks ligger ved siden af mig, og jeg overvejer om jeg bare skulle tage den, og ende det hele. Gad vide hvordan det er at være død. Bare hvile i fred. Men selvfølgelig kan jeg ikke. Det har jeg ikke modet til.. Ind til videre har jeg kun skåret mig på oversiden af armene, men der er snart ikke mere plads. Jeg har lyst til at dø, men jeg er alligevel bange for at såre de mennesker jeg elsker. Så det bliver ikke i aften. Måske heller ikke i morgen, i overmorgen, eller hele næste år. Jeg vil bare gerne væk herfra. 

Bare væk. 

Bare væk 

Bare væ 

Bare v 

Bare 

Bar

Ba 

B

Let It Snow

The weater outside is frightful...
Så, nu skete det fandme, nu faldt der noget sne. Hvilket får fulk til at gå amok på samtlige internetsider.
Jeg vil skåne jer for en lang tekst idag, men bare linke en dejlig julesang, (oh rædsel) som i kan lytte til mens i kigger ud af vinduet.
Det er godt nok lidt mørkt men altså...

The Social Network

"Ej, nu skal du høre noget vildt skat, jeg har fået 200 likes på mit profilbillede!"
"Ej seriøst? OMG, jeg har kun 168! Du er bare så populær!"

Vi kender dem vist allesammen, de piger, som får 100+ likes på deres profilbillede på Facebook, Instagram eller andet. De mennesker som er de populære. 

Dem som alle ved hvem er.

Dem som alle gerne vil være venner med, så de selv kan få likes på deres profilbilleder. For hvem vil ikke det? Er det ikke fedt at få at vide at man er smuk og dejlig? At blive bekræftet i at man er den bedste, og den som flest ser op til?
Jo. Selvfølgelig er det det. Men kommer det ikke lidt langt ud, når det er noget som piger rent faktisk kan finde på at føre en samtale om det? Jo. Vores liv skal ikke handle om likes, eller at måle sig med hinanden. 

Ikke at jeg er berettiget til at blande mig, men det irriterer mig grænseløst at nogle er mere "Værd" end andre, fordi at de har flere likes og er populære. 

Alle er lige meget værd, og det skal man fandme huske, for man kan godt komme i tvivl, når man, som mig,  ikke har vulgært mange af de så omtalte likes. Det var ikke en problematik vores forældre stod overfor, men det er en problematik vi står overfor. 

- Marie

Fucking kliché

Alle teenagere har hørt det mindst en million milliard gange. Alle voksne siger det: "Det er bare hormoner." "Du er bare lidt stresset." "Jeres hjerner kører rundt." "Du er ved at blive voksen."
Ja tak, siger jeg. Jeg tror den efterhånden er feset ind, men altså, lad os da lige høre det en gang til. "Jeres hjerner er lukkede for ombygning," siger de, og griner fjoget. Eller måske er de meget seriøse og fortæller os om "Hvor hårdt det er at være teenager" og "At de kan huske det, fra da de var unge."
Helt seriøst. Jeg er så mega træt af prædikener om øget søvnbehov, at vores hjerner udvikler sig, og at den eneste grund til at vi er sure, er vores humørsvingninger.
Det kan selvfølgelig også være at alle de voksne bare har ret, og at vi bare er sådan rigtig teeagesure, men helt ærligt. Jeg er da vel forhåbentlig ikke den eneste der har prøvet at være sur på sin mor, hvor hun så bare griner og sige: "Hihi. Du er da en rigtig pubertetsunge."
Bvadr. De degraderer vores følelser, og blamer vores hormoner. Lad nu være! Vi er trætte af at høre om det. Eller. Det er jeg i hvert fald.

Mega irrelevant, men jeg har selv taget det.

- Marie

Perfection

Der er helt stille i klassen. Uret med den hvide kant tikker langsomt. 6.a sidder samlet og kigger ned i deres papirer, nogle mere koncentrerede end andre. Vores lærer læser langsomt diktaten op. Ord efter ord. Min diktat er på niveau 3. Det er niveauet for de bedste. For det er jeg. Jeg er en af de bedste. Jeg ved det godt, men det tæller ligesom ikke. Jeg har jo ikke arbejdet for det, jeg er født med det jeg kan. Så heldig er jeg. Heldig. Ja, sikkert. 

Diktaten handler om Grønland. Tror jeg nok. Det er forholdsvis svært at koncentrere sig når man skal kæmpe for at holde styr på blyanten, grundet det faktum, at jeg ryster vildt og voldsomt på hænderne. Som diktaten skrider frem, kan jeg mærke at der begynder at blive varmt i lokalet. Min hals begynder at blive tør, jeg har det som om jeg skal kvæles. Hvad nu hvis jeg får fejl? Hvad nu hvis jeg aldrig har været dygtig? Hvad nu hvis det bare er noget folk har bildt mig ind? Pludselig er jeg overhovedet ikke sikker på mine evner mere. Alle ordene ser forkerte ud. Min hjerne kører i cirkler. Hvad var det hun sagde? Er der et 'd' i Grønland? Mit fokus er langt væk. Pludselig siger hun det sidste ord, og jeg kigger panisk ned på siden hvor jeg skulle udfylde de tomme felter. Jeg fylder de sidste ud så godt jeg kan. "Så giver i den videre til jeres sidemakker." Siger vores lærer. Jeg giver den videre til min, og modtager en andens diktat. Jeg kan ikke engang huske hvem. Åndsfraværende retter jeg vedkommendes diktat, og skriver i bunden: "0 fejl. Flot :)" I virkeligheden er jeg pisseligeglad, jeg vil bare have min egen igen. Da jeg endelig får min egen diktat igen kigger jeg ned på bunden af siden.
Der står det. De kolde facts: "3 fejl."  Som et stort blinkende skilt der siger: "Du er ikke god nok! IKKE GOD NOK!" Tårerne springer frem i mine øjne, "3 fejl."
Jeg smækker den orange diktatbog sammen, og løber od på toilettet, hvor jeg græder lidt i fred. Ikke god nok. Aldrig god nok. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sidder der. Mine tanker kredser allerede om niendeklasseseksamen. Den klarer jeg nok heller aldrig. Da jeg kommer ind i klassen igen er der ingen der har bemærket noget, men det er fint. Jeg vil helst bare smile. Lade som om ingenting er galt.
Rundt omkring er folk i gang med den sædvanlige runde. "Hvor mange fejl fik du?" "Nul fejl!"

Folk giver hinanden highfives. "Wow. Hvor var du god!" "Wow! Jeg har ingen fejl fået i år!" 

Sætningerne bliver kastet rundt i klasselokalet. Jeg har kun en sætning inde i mit hoved. Den kører rundt. Ødellægger mig.

'Ikke god nok. Aldrig god nok' 

Takker dem der har gidet at læse det hele. Det der, det var mig for et år siden. Nu går jeg i syvende, og her det ikke et hak bedre.   

- Marie

Home Alone

Vejret. Til tider fantastisk skyfrit og klart. Til tider til at få en depression af. I dag er det så den sidstnævnte mulighed der er tilfældet. Det efterårsblæser (hvis folk ikke skulle have lagt mærke til det), og det er kold som ind i helvede. Det eneste jeg kan trøste mig med er, at der kun er fire dage til det bliver weekend igen, og jeg kan blive fri for kolde morgener. Bare sidde under min dyne hele dagen, se det kan vi li'. Det bliver også så hurtigt mørkt, lygtepælene tændtes allerede klokken 15.35 idag. Det er altså tidligt, efter min målestok. Det er også snart december, så skal det da nok for alvor blive vinter. Øv.
Længe leve dyner.

- Marie

The beginning

Så. Sådan nu har jeg trykket på knappen. Nu er min blog der, derude i cyberspace. Hvor hele verden, og så alligevel ingen, kan se den. 

Denne blog kommer ikke til at have et tema. Lige så lidt som mit liv har et tema. Sådan er det bare. Den kommer ikke til at handle om kage, mode, ferier eller sådan noget. Nej. den kommer til at handle om mig. Hvordan jeg har det, både indeni, og hvordan jeg lader som om jeg har det. Måske bliver det interessant, måske ikke. Men jeg giver det et forsøg.

Jeg vil ikke fortælle hvem jeg er, eller hvordan jeg ser ud. Jeg vil bare sørge for at lægge min sjæl i denne her blog. At udtrykke mig via den. Alt jeg vil sige er, at jeg er en 13 årig pige, i midten af mine teenageår, igang med at lære mig selv, verden og folk omkring mig at kende og finde mig en mening, en holdning og en hylde.

- Marie