26.11.12

Perfection

Der er helt stille i klassen. Uret med den hvide kant tikker langsomt. 6.a sidder samlet og kigger ned i deres papirer, nogle mere koncentrerede end andre. Vores lærer læser langsomt diktaten op. Ord efter ord. Min diktat er på niveau 3. Det er niveauet for de bedste. For det er jeg. Jeg er en af de bedste. Jeg ved det godt, men det tæller ligesom ikke. Jeg har jo ikke arbejdet for det, jeg er født med det jeg kan. Så heldig er jeg. Heldig. Ja, sikkert. 
Diktaten handler om Grønland. Tror jeg nok. Det er forholdsvis svært at koncentrere sig når man skal kæmpe for at holde styr på blyanten, grundet det faktum, at jeg ryster vildt og voldsomt på hænderne. Som diktaten skrider frem, kan jeg mærke at der begynder at blive varmt i lokalet. Min hals begynder at blive tør, jeg har det som om jeg skal kvæles. Hvad nu hvis jeg får fejl? Hvad nu hvis jeg aldrig har været dygtig? Hvad nu hvis det bare er noget folk har bildt mig ind? Pludselig er jeg overhovedet ikke sikker på mine evner mere. Alle ordene ser forkerte ud. Min hjerne kører i cirkler. Hvad var det hun sagde? Er der et 'd' i Grønland? Mit fokus er langt væk. Pludselig siger hun det sidste ord, og jeg kigger panisk ned på siden hvor jeg skulle udfylde de tomme felter. Jeg fylder de sidste ud så godt jeg kan. "Så giver i den videre til jeres sidemakker." Siger vores lærer. Jeg giver den videre til min, og modtager en andens diktat. Jeg kan ikke engang huske hvem. Åndsfraværende retter jeg vedkommendes diktat, og skriver i bunden: "0 fejl. Flot :)" I virkeligheden er jeg pisseligeglad, jeg vil bare have min egen igen. Da jeg endelig får min egen diktat igen kigger jeg ned på bunden af siden.
Der står det. De kolde facts: "3 fejl."  Som et stort blinkende skilt der siger: "Du er ikke god nok! IKKE GOD NOK!" Tårerne springer frem i mine øjne, "3 fejl."
Jeg smækker den orange diktatbog sammen, og løber od på toilettet, hvor jeg græder lidt i fred. Ikke god nok. Aldrig god nok. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sidder der. Mine tanker kredser allerede om niendeklasseseksamen. Den klarer jeg nok heller aldrig. Da jeg kommer ind i klassen igen er der ingen der har bemærket noget, men det er fint. Jeg vil helst bare smile. Lade som om ingenting er galt.
Rundt omkring er folk i gang med den sædvanlige runde. "Hvor mange fejl fik du?" "Nul fejl!"
Folk giver hinanden highfives. "Wow. Hvor var du god!" "Wow! Jeg har ingen fejl fået i år!" 
Sætningerne bliver kastet rundt i klasselokalet. Jeg har kun en sætning inde i mit hoved. Den kører rundt. Ødellægger mig.
'Ikke god nok. Aldrig god nok' 



Takker dem der har gidet at læse det hele. Det der, det var mig for et år siden. Nu går jeg i syvende, og her det ikke et hak bedre.   

- Marie

2 kommentarer:

  1. Så fuldstændig enig. Går i 8, og da vi fik vores første probelmregning tilbage begyndte jeg også bare at tude, altså. 10. Alle andre, selv folk jeg anså for at være dårligere end mig fik 12. Det var simpelthen ikke fair. Manglede et lille bitte point for at få tolv. Jeg er PRÆCIS lige som dig. Det er forfærdeligt. Men men. Vi er gode nok :-) Fik så 62/62 point i den anden aflevering, 12 i avisartiklen vi har skrevet og generelt fine karakterer. Og alligevel kan jeg lægge mig grædende ned og tænke om jeg nogensinde får en uddannelse og et job. Det er noget møg, men vi skal nok komme igennem det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Det er virkelig noget møg. Vi skal bare huske at tro på os selv, så gårdet alt sammen.

      Slet